Nørreskovvej 4,
4440 Mørkøv
Tlf. 2335 0690
dg@dittegreen.dk
www.dittegreen.dk
Uddrag fra bogen ” 101 KUNSTNERE ” 2020/21
Ditte Green bor i Skamstrup i Vestsjælland. En egn, som man endnu kan kalde landlig med skove og marker og frit udsyn til den store horisont. Det er denne egn, hun henter sin inspiration fra til sine billeder. Billeder, der som regel er blevet skabt i tusmørketimen. Andre kunstnere har malet dette tidspunkt af dagen, hvor et helt særligt blågrønt lys sænker sig over omgivelserne og giver dem et magisk skær.
Hun arbejder dog med en langt større grad af stilisering af motivet. Detaljerne er slebet væk til fordel for en bred registrering af bølgende bakker, vandløb, små kubiske huse og den store himmel foroven. I andre bevæger hun sig nærmere abstraktionen og splitter kompositionen op i geometriske farvefelter, som var det et glasmaleri. Overalt bevarer hun dog overvejende den samme palet: et bredt register af blå og grønne farver tilsat elementer af gult, orange og violet.
Glød er i det hele taget et nøgleord i Ditte Greens kunst. Tusmørketimen er nævnt, og det er, som om hun dyrker dennes særlige beskaffenhed som overgangsperiode mellem dag og nat og mellem lys og mørke til at skabe billeder, der har et nærmest overnaturligt skær. Som om de lyser indefra. Alle hendes billeder får dermed noget gådefuldt, drømmende og magisk over sig, uanset hvor prosaisk motivet er.
Det gælder også de portrætter, hun laver. Som i landskabsbillederne er detaljerne fjernet til fordel for en koncentration omkring de store og brede linjer, munden, øjnene, næsen og hagen og så det blidt modellerede lys, der giver et roligt og nærmest meditativt udtryk hos den portrætterede.
Som helhed må Ditte Greens billedverden dermed karakteriseres som stemningsskabende. Vi ser, selv i de mest abstrakte værker, landskabet og menneskene, der bebor det, men hun går altid bag om motivet. Ned og ind til noget ikke-definerbart, noget følelsesmæssigt og noget, der på én gang er gådefuldt og særdeles nærværende.
Kunstanmelder og redaktør af kunstavisen
Tom Jørgensen
